"I et forsøg på at rumme"
2013
Photoprint, marker
“Jeg trykker min kind imod væggen og tænker, at det er en måde at lægge mig på den. Jeg tager væggens temperatur med mig på kinden, da jeg rejser mig igen. Aftryk. Anden krop. Koldere end min. Jeg træder to små skridt tilbage, lidt mere end en armslængde og overvejer, hvor langt der ellers er imellem os. Min hud strækker sig i bevægelserne. Strammer sig an. Kræver sin plads. Nogle gange mere end andre. Jeg spekulerer på, hvorfra jeg har fået det. Mere hud. Større omfang. Der er som om at kvadratmeter er blevet mindre, og mine egne er blevet større. Jeg husker verden større, og min krop mindre. Jeg husker min fars gummistøvler til langt op over knæet. Jeg husker ikke, hvordan jeg er kommet længere væk fra gulvet. Hvornår jeg har fået større afstand til resten af verden. Min hud husker og gemmer på sammenstød. Begrænsninger. Jeg tæller otte steder, hvor der har været hul. Brudte flader. Otte steder, hvor jeg har fået nyt, og som minder mig om bevægelser, jeg ikke nødvendigvis ønsker at gentage. Jeg betragter rummets falder, rummets bevægelser. Jeg kan ikke være i et rum uden at se linjer, der definerer det. Konturer. Hud, der afgrænser mig. Jeg spekulerer på, hvad der skal til at for at bryde kolde flader. Tænker om, jeg ville kunne skubbe den bare en smule. Jeg trækker vægt fra det ene ben til det andet og går med væggen. Følger dens krop.”